mandag den 27. maj 2013

To små iPad-spil til Øhavsmuseet

I 2012 og 2013 var jeg programmør på to små iPad-spil til Ret & Straf Museet i Faaborg, som hører under Øhavsmuseet. Spillene blev produceret af det lille firma, Fuglen på Taget.

Det ene spil, Roger og Åge i arresten, er et børnespil, der bygger over en børnebogsserie af Jim Højbjerg. Her skal du, i rollen som drengen Roger og i bedste detektiv-stil, finde din far, Åge, som er blevet kidnappet i Faaborg. Heldigvis er du ledsaget af din ven, Casper, og din lærerinde, Pia, så det hele skal nok gå.

Det andet spil er måske mere en form for interaktiv, informativ app, end det er et egentligt spil. App'en hedder Døm Selv, og heri får du mulighed for at indtage rollen som såkaldt domsmand (eller lægdommer). Du deltager i forskellige retssager, med alt hvad det indebærer af vidneudsagn, procedurer osv. Herefter skal du tage stilling til hvilken dom (om nogen) tiltalte skal have. App'en registrerer desuden anonym statistik om brugernes domme.

Spillene er gratis, og kan hentes i App Store på iPad.
Klik på et af ikonerne herunder, for at læse mere om spillene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar